Finanspolitik

I Danmark har politikerne en række instrumenter, som de kan bruge til at påvirke Danmarks økonomi. Disse instrumenter er alle forskellige, og de har derfor også forskellige funktioner, instrumenterne har dog det tilfælles, at de alle er til for at sikre samfundetsøkonomiens udvikling for fremtiden. Disse økonomiske instrumenter er som følgende:

• Skatten
• Det offentlige forbrug
• De offentlige investeringer

Når politikerne piller ved skatten, det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer kaldes det finanspolitik. Hertil er der to forskellige former for finanspolitik - den ekspansive finanspolitik eller den kontraktive finanspoltik.

Den ekspansive finanspolitik kan beskrives som værende lempelig. Politikerne benytter en ekspansiv finanspolitik, når de skal sætte gang i  økonomien og skabe vækst. Dette ville være ideelt, hvis Danmark var i en nedgangs- eller lavkonjunktur. Nedgangs- og lavkonjunktur karakteriseres ved høj arbejdsløshed, lav vækst og minimal økonomisk aktivitet. Hvis politikerne vil have gang i den danske økonomi, kan de derfor benytte sig af de tre økonomiske instrumenter. Her kan de gøre tre ting:

• Sænke skatten
• Øge det offentlige forbrug
• Øge de offentlige investeringer

De tre instrumenter vil have forskellige effekter, men de vil have det samme slut mål: at øge produktionen og husholdningernes forbrug, det vil skabe flere arbejdspladser, og dermed falder arbejdsløsheden også.
Hvis politikerne gennemfører en ny finanslov, som sænker skatten, så ville husholdningerne nu ende med flere penge mellem hænderne. Disse penge kan enten gå til husholdningernes forbrug eller deres opsparing. Hvis pengene bliver brugt til deres forbrug af danske varer, så stiger efterspørgslen efter disse danske varer. Dermed bliver de danske virksomheder nødt til at øge deres produktion, hvilket fører til, at de ansætter nogle flere medarbejdere. I sidste ende falder arbejdsløsheden altså.

Hvis politikerne vælger at øge det offentlige forbrug, er det til gengæld det offentlige, som pludselig sidder med nogle flere penge. Det offentlige vil nu bruge flere penge på varer og tjenester fra den private sektor, hvilket vil betyde en øget produktion, og det fører igen til lavere arbejdsløshed. Alternativt kan det offentlige vælge at give deres medarbejdere mere i løn, hvilket vil sige, at husholdningerne igen har flere penge til deres forbrug, og det kan også medføre vækst.
Sidst men ikke mindst kan politikerne tildele flere penge til offentlige investeringer. Hvis staten øger deres investeringer, vil der være en stigende efterspørgsel hos virksomheder - det kunne være tømrer eller vejarbejdere - eftersom det er dem, der skal producerer investeringen. Dermed må virksomhederne ansætte nogle flere medarbejdere og som resultat, vil arbejdsløsheden falde og forbruget stige.

Det lyder alt sammen meget godt - stigende produktion, lav arbejdsløshed, flere penge til privatforbruget, men det er ikke lutter lagkage. Der er også en bagside på medaljen, og det er fx, at en ekspansiv finanspolitik kan føre til, at den offentlige gæld stiger eller et underskud på statens budget. For at modvirke dette vil staten optage dyre lån, som bliver endnu dyrere at tilbagebetale, og desuden kan inflationen stige.

Imodsætning til den ekspansive finanspolitik kan den kontraktive finanspolitik beskrives som en mere stram finanspolitik. En kontraktiv finanspolitik er et forsøg på at dæmpe den økonomiske vækst, en sådan politik vil være hensigtsmæssig i tider med højkonjunktur. Staten vil altså føre en kontraktiv finanspolitik i tider med enorm stor vækst, mangel på arbejdskraft og stigende inflation. For at bevirke dette kan staten:

• Hæve skatten
• Sænke det offentlige forbrug
• Sænke de offentlige investeringer eller udskyde dem

Hvis man hævede skatten, ville det medføre, at husholdningerne pludselig har knap så mange penge til deres privatforbrug, og efterspørgslen vil derfor falde. Som resultat sænker virksomhederne deres produktion, og de vil højst sandsynligt også blive nødt til at fyre nogle medarbejder, og derfor stiger arbejdsløsheden.

Hvis det offentliges forbrug falder, vil de købe knap så mange varer og tjenester fra den private sektor. Produktion falder derfor igen, og virksomhederne må sætte deres produktion ned og fyre nogle medarbejdere. Hvis de derimod bare ville sænke væksten, kan de lade være med at ændre lønningerne. Husholdningerne får dermed ikke flere penge til deres privatforbrug og dermed stiger væksten langsommere.

Hvis staten sænker deres investeringer, ville det medføre, at efterspørgslen efter produkter falder. Virksomhederne går nu en svær fremtid i møde, og de vil derfor undgå nye investeringer eller sænke deres produktion. Fyring af medarbejdere ville muligvis være nødvendigt.